Socialpædagog eller anden relevant socialfaglig profil søges til styrket indsats for de særligt socialt udsatte i Danmarks Fængsler – Aarhus Arrest

Oprettet 04/05/2026 KiF Aarhus
Aarhus CFuldtidFastansættelse

Vil du være med til at skabe tillid og tryghed i Danmarks Fængsler?

Danmarks Fængsler står overfor implementeringen af en omfattende strafreform, hvor kriminalitetsforebyggelse i form af blandt andet markant styrket indsats for særligt socialt udsatte, skal spille en central rolle i arbejdet med at nedbringe recidiv.

Har du relevant erfaring med målgruppen fra blandt andet socialpsykiatrien, rusmiddelområdet eller lignende, og ønsker du at bidrage til en meningsfuld og kompleks opgave i et tværfagligt miljø, så er du måske vores nye kollega.

Om dig

  • Du er uddannet socialpædagog eller har en anden relevant socialfaglig baggrund.
  • Du er fagligt velfunderet og trives i arbejdet med udsatte mennesker i akutte og komplekse livssituationer og med komplekse sociale problemstillinger.
  • Du har erfaring med socialt udsatte målgrupper, fx fra psykiatrien, socialpsykiatrien eller rusmiddelområdet.
  • Du formår at arbejde relationsskabende og yde kvalificeret støtte til mennesker i krise. Det er derfor meget væsentligt, at du er stærk i relations- og motivationsarbejde samt konflikthåndtering.
  • Du samarbejder naturligt med kolleger på tværs af fagligheder, og bidrager aktivt til et tværfagligt arbejdsmiljø.
  • Du er stærk i både mundtlig og skriftlig formidling, hvilket gør, at oplysninger formidles klart og forståeligt til både indsatte og kolleger. Du er proaktiv og løsningsorienteret og evner at navigere på tværs af indsatser og organisatoriske skel.

Derudover har du erfaring med at motivere, skabe struktur samt etablere tydelige og meningsfulde rammer for udsatte eller kriseramte mennesker. Du kan koordinere og strukturere indsatser på tværs af aktører og sikre sammenhæng og kvalitet i forløbene.

Om os

Aarhus Arrest er en del af Danmarks Fængsler og hører under Østjyllands arrester, tilsyn, ungetilsyn og udslusningsfængsel. Arresten er et kategori 2-hus og har plads til 67 indsatte, hvoraf størstedelen er varetægtsfængslede, som endnu ikke har modtaget dom. Arresthuset kan også huse afsonere, der venter på en plads i fængslet.

Arresthuset beskæftiger omkring 51 medarbejdere på tværs af forskellige faggrupper.

Vi arbejder tværfagligt med skabe en struktureret og meningsfuld hverdag for de indsatte med fokus på eget ansvar og forberedelse til livet uden for murene. Vores opgave er at understøtte både sikkerhed, udvikling og resocialisering samt overgangen fra arresten til fængslet.

Vi har stort fokus på trivsel i en travl hverdag og søger en medarbejder, der har lyst og evner til, at indgå i et tæt og konstruktivt samarbejde på tværs af hele huset og alle faggrupper.

Om stillingen

Det overordnede formål med stillingen er at støtte indsatte i en positiv hverdag under afsoning med fokus på aktiviteter og indsatser, der understøtter de indsatte i arbejdet med at reducere psykiske, sociale og eventuelt misbrugsrelaterede udfordringer. Det kan endvidere være i form af indsatser, der højner de indsattes viden om kost og motion samt træning i almindelige daglige gøremål. Det er vigtigt, at indsatser og aktiviteter tilrettelægges, så de styrker indsattes motivation via enten gruppevejledningsforløb, holdaktiviteter eller individuelle indsatser.

Det er herudover vigtigt at støtte de indsatte i fællesskab med andre indsatte samt at hjælpe dem i overgange fra arresthuset til afsoning i fængslet. Hertil kommer en vigtig opgave med at styrke samarbejdet med andre myndigheder og civilsamfundet.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • At planlægge og gennemføre pædagogiske forløb og aktiviteter i overensstemmelse med ovenstående formål.
  • At understøtte de indsatte gennem struktur og overblik over den indsattes hverdag.
  • At støtte indsatte i håndtering af psykiske, sociale og misbrugsrelaterede udfordringer herunder at reducere stresssymptomer relateret til frihedsberøvelsen ved brug af f.eks. mindfulness og yoga.
  • At indgå i tæt tværfagligt samarbejde med både uniformerede og civile kollegaer, herunder psykologer, socialrådgivere, sundhedspersonale og ledelse.
  • At deltage i tværfaglige møder, statusgennemgange og handleplansarbejde
  • At dokumentere pædagogiske observationer, indsatser og progression i relevante fagsystemer
  • At samarbejde med relevante myndigheder, civilsamfundet og behandlingsaktører.

Vi tilbyder

Som ansat i Danmarks fængsler bliver du en del af en alsidig og divers arbejdsplads med medarbejdere, der har forskellige faglige baggrunde og kompetencer. Ved ansættelse kan vi tilbyde dig:

  • Job med mening, hvor du gør en reel forskel
  • Mulighed for at sætte dit eget præg på funktionen og udvikling af relevante og meningsskabende projekter
  • Et tværfagligt stærkt miljø med fokus på opgaven
  • Et rum, hvor din faglighed udfordres og stimuleres
  • Løbende supervision
  • Muligheder for kompetenceudvikling

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den gældende fællesoverenskomst samt gældende organisationsaftale afhængig af uddannelsesbaggrund og de eventuelle hertil indgåede lokalaftaler.

Hvis du i forvejen er tjenestemandsansat i staten, vil der være mulighed for at bevare din tjenestemandsansættelse.

  • Stillingen er på 37 timer ugentligt, og forventes besat den 1. september 2026.
  • Ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. (for tjenestemænd).
  • Ansættelsesområdet er Danmarks Fængsler. (for overenskomstansatte).
  • Arbejdsstedet er Aarhus Arrest, Christiansgade 1, 8000 Aarhus C
  • Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.

Ansøgning

Stillingerne søges elektronisk via knappen ”Søg stillingen”. Din ansøgning, CV, dokumentation for uddannelse samt andet relevant materiale skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest d. 29. maj 2026.

Vi indkalder til samtaler løbende og forventer at afholde samtaler i uge 25 eller 26.

Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe billedidentifikation, f.eks. pas eller kørekort.

Inden ansættelse skal vi modtage dokumentation for CV.

Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Charlotte Schmidt tlf. 7255 1886.

For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden www.danmarksfængsler.dk